06. May 2021

Jesper Jais Nørgaard ny engagementschef for Verdens Bedste Nyheder

Verdens Bedste Nyheder har 1. maj 2021 udnævnt Jesper Jais Nørgaard som ny engagementschef.

Foto: Sara Galbiati

Foto: Sara Galbiati

Den 37-årige kandidat i demokrati og menneskerettigheder har det sidste halvandet år med stor succes opbygget og ledet Verdensmålsakademiet der uddanner unge i Verdensmål, formidling, forandring og konstruktiv journalistik, for Dansk Ungdoms Fællesråd, Tuborgfondet og Verdens Bedste Nyheder.

De emner bliver også hovedingredienserne i Jespers Jais Nørgaards nye job som engagementschef. Udover fortsat at skulle lede og udvikle Verdensmålsakademiet får Jesper nu også ansvaret for at samtænke Verdens Bedste Nyheders øvrige kerneaktiviteter med både Verdensmål, konstruktiv journalistik og håb – som fx, når mediet hvert år i september går på gaden med nyheder på Verdens Bedste Morgen: ”Jeg glæder mig til at bidrage til at udbrede kendskabet til Verdensmålene og skabe bredt folkeligt engagement. Håb er med til at skabe handling og vi har brug for konkrete handlinger, store og små, for at nå i mål med verdens vigtigste plan – de 17 Verdensmål og 169 delmål,” siger Jesper Jais Nørgaard i forbindelse med udnævnelsen.

Verdensmålsakademiet har siden oktober 2019 uddannet Verdensmålsambassadører og er til august klar med det andet hold af unge 16-30-årige. Ambassadørerne kommer fra hele landet, København, Aarhus, Thy, Vestjylland, Nordsjælland, Fyn, Sønderjylland og Midtsjælland. Der er udvalgt 19 mænd og 38 kvinder. De interesserer sig for alt fra iværksætteri, roligankultur og rollespil til klimaklamp, Instagram, ungeindflydelse og fodbold. De er højskolelærere, entreprenører, gymnasieelever, klimaaktivister, bloggere og projektmagere og fællesskabsentusiaster. Nogle repræsenterer en børne- og ungdomsorganisation, nogle laver deres egne projekter og andre repræsenterer sig dem og står op for deres lokalmiljø. De drømmer om at lave Verdensmålshøjskole i Ghana, skabe lokalt engagement i deres hjemby, overbevise deres organisation om at Verdensmålene er verdens vigtigste plan og lave verdens bedste Verdensmålspodcast. Fælles for dem alle er at de er modige. De ønsker at skabe motivation og handlemod hos andre unge. Og de ønsker at inspirere unge til fælles kamp for Verdensmålene.

Jesper Jais Nørgaard har tidligere været engagementskonsulent for Ungdomsøen og var i syv år ansat hos Dansk Ungdoms Fællesråd som programmedarbejder og international konsulent og har således indgående kendskab og erfaring med ungeinddragelse, frivillighed og aktivitetsudvikling.

”Og netop de områder er vigtige for Verdens Bedste Nyheder i vores arbejde med at udbrede et nuanceret verdensbillede og som central aktør i formidlingen af FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Derfor glæder vi os meget over at have fået Jesper Jais Nørgaard og hans evner og erfaringer med at involvere og engagere unge med i Verdens Bedste Nyheders ledelse”, siger Thomas Ravn-Pedersen, der er direktør for Verdens Bedste Nyheder.

Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der siden 2010 har lavet konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer. Mediets vision er, at alle danskere får en aktuel og nuanceret viden om verden.

Verdens Bedste Nyheders arbejde tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, der handler om at løse nogle af klodens største udfordringer som ekstrem fattigdom, global ulighed og klimaforandringer. Udover verdensbedstenyheder.dk, der dækker hele verden, driver Verdens  Bedste Nyheder verdensmål.org, som er den officielle platform for Verdensmålene i Danmark og står bag verdenstimen.dk, der samler det bedste danske undervisningsmateriale om Verdensmål og løsninger.